__________________________________________________________________
Boxer-tur i maj
Hænderne hvilede på BMWens styr og fødderne var solidt plantet i asfalten. Så mærkede jeg, at datteren Stine satte sig til rette bagved. Vi var klar. Jeg drejede mig og lod blikket glide hen over de 14 boxere og en enkel Suzuki bagved. De sad i sadlerne og var klar. De så lige så forventningsfulde ud, som jeg følte det.
Højre tommel trykkede på starterkontakten. Motoren roterede en halv omgang og sprang så i gang med den karakteristiske boxerlyd. Jeg føler en rislen af fryd hver gang, jeg hører den lyd. Nu kom lyden bagfra af 14 andre boxere, der blev startet. Englesang. Jeg satte i første gear med et klonk, tjekkede om der kom en åbning i trafikken. Den kom, og vi kørte i samlet flok ud på vej mod stadig mindre veje mod vest på halvøen Salling.
En halv time tidligere var jeg kommet den modsatte vej. Jeg var på vej mod mødestedet. Nu var dagen oprundet, hvor den tur, jeg havde taget initiativ til, skulle afvikles. Følelserne var en blanding af at glæde sig og en nagende nervøsitet. Ville der overhovedet komme nogen? Tre? Halvtreds? Turen var annonceret flere steder, og formålet var, at ejerne af de halvgamle toventilede boxere kunne mødes. Jeg havde ikke krævet tilmelding. Det fortrød jeg næsten. Nervøsiteten blev afløst af glæde og forventning, da jeg så mødestedet. Der var nok BMWer til, at jeg anså det som en succes.
Det var første gang jeg arrangerede en tur for så mange. I mine yngre dage var det fascinerende at køre mange sammen som f.eks. ved MC Touring Clubbens ture. I dag foretrækker jeg at køre få sammen. Man skal kunne bruge sanserne på at nyde turen frem for at følge kolonnen. Jeg ville have følt det som en stor udfordring, hvis der var kommet for mange. I forvejen skal man, som front-kører nøje overveje sin hastighed. De bagerste skal ikke ende med at køre race for at følge kolonnen, og alle skal kunne nå at nyde turen. Hvad hvis den bagerste blev hægtet af ved passagen af en vej?
Det var en af årsagerne til at jeg allierede med en lokal motorcyklist som havde prøvet ruten et par dage før. Han fungerede som sikkerhed ved at køre bagerst. Jeg måtte så love, at han ikke blev moppet pga. Suzukien.
At der så var en noget større bagstopper, kunne vi ikke forudse. En BMW-kører fra Vejle kunne ikke starte maskinen fra morgenen af. Det var første start efter vinterhiet, og den manglede strøm. Han ville med og mødte op med sin varevogn. For at være helt sikker fik alle et kort over turen. Så kunne man jo altid finde frem til næste rast eller simpelthen finde vejen hjemad.
De 16 cykler viste sig at fungere godt. Måske fordi alle forstod, hvordan man kører i kolonne. Stor ros til deltagerne. Når nogen faldt lidt bagud, sænkede hele kolonnen hastigheden, indtil de var med igen. Alle holdt øje med dem bagved. Alligevel meldte alle, at de havde tid til at nyde de smukke steder, vi kørte i gennem.
Vi kørte ad små veje som præsenterede storslåede udsigter, ådale mv. Eftersom nogle kom langvejs fra, var første pause placeret ret tidligt. Vi skulle ad en lille grusvej for at nå målet. Grusveje kan være drilske. Cyklen sejler lidt men kommer dog fremad i den rigtige retning. Nå- ja så er der lige løst sand i et sving. Det kan være rigtig drilsk.
Rastepladsen var med udsigt ud over en af Danmarks største hedesøer (Stubbergaard sø). I hine tider lå et nonnekloster på en halvø i søen. Her kunne nonnerne leve stærkt isoleret fra resten af samfundet. I dag er der kun en køkkenkælder med tilhørende spisesal tilbage. Vi nøjedes med at se det på afstand.
Kaffen og snakken kom stille og roligt i gang. Efter en passende tid til at nyde kaffe og kage samt til at skrive sig på en kontaktliste, var det tid at sadle igen.
Den samme frydefulde oplevelse som ved starten. Boxerlyd = englelyd.
Kolonnen kørte ad små snoede veje forbi Danmarks største hedesø, Hjerl hede med frilandsmuseet, Sahl kirke, Hvidemose osv. Stadig mod vest. Disse små veje er virkelig guf for en bokser. Der er ikke behov for meget gearskiften og motoren trækker bare med lidt tikken og tøffen (boxerlyden!).
Suzuki-køreren udtalte, at det var en fryd at køre efter en flok boxere. Han kunne næsten intet høre ud over sin egen kæde.
Så kom en længere stigning og på toppen kunne vi skue vidt ud over Limfjorden. Pragtfuldt syn. De fleste kan lide at se ud over vand. Bare se på huspriserne hvis der er udsigt over vandet. Der lå faktisk et hus på toppen. Det var bygget i en tid og i en landsdel, hvor priserne ikke krævede en millionindtægt for at bygge det.
Nu undgår jeg ikke at komme ind på den eneste fejl vejret bød på. Det blæste kraftigt. Det fik man at føle her på toppen. Det er, hvad det er. Jeg elsker at køre med opslået hjelm og solbriller. Dufte og temperaturændringer mm. opleves mere intenst på den måde. Solbrillerne er fordi, insekterne kan opleves for intenst uden briller. Den åbne hjelm gjorde, at det larmede lige på grænsen den dag. Heldigvis var hastigheden for det meste, så det alligevel gik.
Nu var vi nået til vandet og drejede mod nord. Vi kørte ud i gennem det inddæmmede Sønder Lem Vig. Vejen gik på indersiden af et længere dige og tankerne gik uvilkårligt til mit elskede vadehav.
Næste rast var ved borgen Spøttrup. En middelalderborg som er bygget med forsvar for øje. Ikke noget med flotte tårne. Råt murværk. Omgivet af to voldgrave adskilt af en forsvarsvold lavet af jord. Ingen af datidens kanoner kunne ramme murværket. Mig bekendt er borgen aldrig blevet erobret, selv om den har været belejret og været i brand.
Her kom kaffen frem og isboden var åben. Jeg er ikke sikker på ret mange fik tid til at spise is, drikke kaffe eller se på de middelalderlige levn. Nu gik snakken, og modellerne blev virkelig kigget efter.
Den sidste del af turen gik igennem et vådområde med udsigt til Salling Sund broen. Derefter skulle vi sydpå igen.
Nu kom par længere afsnit på hovedveje. Det var med en vis spænding, jeg kørte ud på den større vej. Hjelmen blev klappet i. Nu skulle BMWen have lidt luft. Det kan virke befriende efter længere tids kørsel i adstadigt tempo, at kunne lukke op for gassen. Hastigheden øgedes til godt 90. Hele flokken fulgte med og tordnede (eller hvad man kalder det på en boxer) der ud af med forskydning for hver kører. Berusende fornemmelse. De folk kunne bare det her.
Turen endte hvor den startede. Alle virkede glade og tilfredse. Alle virkede som, om vi skulle gøre mere ved dette fællesskab for halvgamle boxere.
Det gør vi så. To er i gang med at planlægge en tur på Djursland i forbindelse med et arrangement på Touring Campen. Undertegnede og Lars Ørbæk er ved at have en tur omkring Hjarbæk fjord klar.
Leo Holst Jeppesen
